Den 4. maj er smuk.
Danmark blev befriet kl 20:36 og siden har vi sat lys i vores vinduer, for at mindes alle dem vi mistede og dem der kæmpede for vores land.
Hvis du ikke har fået tændt lysene endnu, så kan du stadig nå det.
Så blev regeringen og de borgerlige partier enige om, hvad der skal ske, når kalenderen viser 2014.
Jeg har kun læst kontanthjælpsreformen igennem, da det primært er den jeg kommer til at beskæftige mig med. Vækstpakken og SU reformen har jeg læst lidt i overskrifter.
Ret skal være ret – 2014 bliver “tilpasningsår”, så det er først fra 2015, det bliver endeligt iværksat.
Jeg kan jo godt se det!
Hvis vi nu lige kort legede, at jeg ikke var i gang med en uddannelse (og gift), ville jeg nok tænke således:
“Jeg kan jo godt se, at det er ganske fint, at en som mig, der i øvrigt ikke fejler mere end almindelig dovenskab, ikke skal kunne gå hjemme på en kontanthjælp. Jeg ville være i stand til at tage en uddannelse – hvis jeg altså gad. Men nu har jeg jo Ynglet, så derfor får jeg kontanthjælp efter forsørgertaksten. Jeg bor jo også sammen med min kæreste. Han tjener fint, men så længe vi ikke er gift, så behøver jeg hverken at tænke på forsørgerpligt eller på nogensinde at betale til en a-kasse. Kontanthjælpssystemet skal nok gribe mig, hvis jeg bliver arbejdsløs.
Hvis jeg skulle på SU, så ville jeg miste godt halvdelen af det der kommer ind på kontoen i dag, hvor jeg er på kontanthjælp – det er der jo heller ingen grund til.”
Så ja, jeg kan godt se det fornuftige i den del. Altså, jeg kan godt se det fornuftige i, at dem “som mig” skal i gang med en uddannelse. Og jeg kan faktisk også godt se det fornuftige i, at man ikke længere kan sikre sig, ved aktivt at vælge, at man ikke vil giftes. Altså, at forsørgerpligten også træder i kraft, når man “bare” er samboende. Alternativet havde været helt at afskaffe forsørgerpligten, hvilket også ville betyde at der heller ikke havde været forsørgerpligt, hvis man havde valgt at indgå ægteskab. Jeg er lidt i tvivl om, hvad der havde været den bedste løsning?
Men nu er det jo ikke alle der er som jeg er – langt fra.
Hvor er matchgruppe 3 henne?
Det første hul jeg sådan umiddelbart spotter er, at der kun tales om uddannelsesparate og aktivitetsparate unge under 30, uden uddannelse. Hvor er de syge unge henne? Hvor er de unge henne, som har så store sociale problemer, at de ikke er klar til hverken uddannelse eller anden indsats der kræver en aktivitet fra deres side? De står ingen steder nævnt i reformen. Der står dog, at kommunerne skal iværksætte en indsats indenfor seks måneder – og det gælder for ALLE.
Det betyder, at den matchgruppe vi i dag kender som matchgruppe 3, er fuldstændig afskaffet. Man kan altså ikke være ikke-klar til en indsats. Lige præcis det, er en ting, der kommer til at skabe store problemer. Ikke bare for socialrådgiverne, men også for borgeren. Hvad skal vi, som socialrådgivere, gøre ved/for den gruppe, som i dag hverken kan eller er i stand til at modtage et kærligt skub? Skal vi skubbe dem alligevel? Hvad bliver konsekvensen ved det? Hvem griber dem hvis/når de falder? Jeg kan næsten gætte mig til, at socialrådgiveren skal gribe den borger, men hvad skal vi så stille op med borgeren efterfølgende? Vi kan jo ikke bare gå og tabe folk på gulvet, kan vi? Skal vi?
Der står en smule om, hvad du har ret til, hvis du har været i fængsel eller indlagt på psykiatrisk afdeling. Hvis du er udlænding skal du sættes i gang med noget intensiv dansk-halløj og hvis du er hjemløs eller stofmisbruger og har været uden tilknytning eller har meget ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, så kan kommunen nu (som forsøgsordning) sende dig ud på arbejdsmarkedet fra dag til dag. Til gengæld får du så et par kroner mere på kontoen.
Reformen er afhængig af frivillige
I reformen går det igen, at de unge har ret til en mentor. Den ordning gælder både for de uddannelsesparate unge og for de aktivitetsparate unge. Læser man lidt videre, så finder man ud af, at den ordning er afhængig af frivillig arbejdskraft. Der nævnes frivillige seniorer, som en løsning.
Jeg er, som I flere gange har læst på bloggen, af den holdning, at de mennesker som har frivilligt arbejde, er nogle fantastiske mennesker, som stråler af overskud, næstekærlighed og medmenneskelighed. Og så mener jeg i øvrigt også, at man skal støtte hvor man kan. Der er nok af gode sager at vælge imellem og (desværre) også en masse mennesker i vores lille land, der har brug for mere hjælp, end det offentligesystem kan tilbyde.
Der hvor problemet opstår er, når opgaver der burde varetages af uddannet personale, bliver til en opgave for (uuddannede?)frivillige. Vi har besøgsvenner til ældre, fordi vi ikke længere har tid (LÆS: penge) til at være mere end praktiske personer for de ældre. Det er så i øvrigt dem der har været med til at give mig de muligheder jeg har i dag. Sikke dog en sølle tak! Men det er en helt anden snak… Der er samme ordning på hospitalerne, hvor personalet heller ikke længere har tid til at snakke med patienterne. Og nu skal vi så også til at have det ind i forvaltningerne, forklædt som en mentorordning.
Hvad så når den unge har problemer, som pludselig bliver uoverkommelige for den frivillige? Hvor meget skal den er mentor ind og “blande sig” i et andet menneskes liv? Hvilke beføjelser skal de have/må de få? Er der nogle samtaler før man bliver frivillig, så man bliver rustet til opgaven? Er der krav til mentoreren i forhold til uddannelse og erfaring på området? Hvorfor skal man overhovedet bygge en del af en reform på frivillighed? Hvad så hvis der ikke er (nok) frivillige der stiller op, hvad gør man så? Kommunerne skal jo stille den her mentor til rådighed.
Tidlig og koordineret indsats
I den nye reform, kan man læse, at indsatsen skal ske tidligt – faktisk allerede en uge efter at den unge har henvendt sig for at få hjælp. Ud over det, så har de unge ret til en koordineret indsats, i form af én koordinerende socialrådgiver.
Det smarte ved det er, at der er én socialrådgiver, som kan vise vejen og guide den unge, på tværs af forvaltninger, love og regler. Det er faktisk rigtig glædeligt og positivt. Det giver socialrådgiveren en mulighed for at iværksætte en indsats som er langt mere helhedsorienteret og som har fokus på den enkelte borgers livssituation.
Hvor det ikke helt hænger sammen, skal man hen i vækstplanen for at læse. Der står nemlig, at det offentlige forbrug ikke må stige med mere end 0,4-1 % om året, indtil 2020.
Som mange medier fandt ud af i 2012, så er kun 40 % af de ansatte på landets jobcentre uddannede socialrådgivere. Det betyder altså, at fuldstændig vanvittige 60 % af medarbejderne på et jobcenter, kommer fra andre faggrupper. De bliver så omskolet, så de kan finde rundt i lovgivningen på beskæftigelsesområdet – men så stopper det også. De kender ikke til lovgivningen på alle de andre områder, hvilket udelukker muligheden for en helhedsorienteret indsats – det altså, hvis borgeren har/får andre problemer end arbejdsløshed.
Så den begrænsede vækst må, alt andet end lige, betyde at der heller ikke er plads i kommunernes økonomi til at kunne ansætte flere socialrådgivere. Vi koster også en smule mere at have ansat, så naturligvis vil man kunne skubbe udgiften i en tid, men også kun, hvis borgeren ikke har andre problemer end arbejdsløshed. Her har man i kommunerne (åbenbart) valgt, at børn & unge området, særligt udsatte (voksne), handicappede m.v. har mere ret til kvalificeret hjælp, i form af en uddannet socialrådgiver, end borgerne har på beskæftigelsesområdet. Hvorfor det er sådan, kan man kun gisne om, men lur mig, om det hele ikke bunder i økonomi?
Det bliver ikke sjovt
Der er bestemt nogle gode elementer i reformen – det benægter jeg ingenlunde. Men der er så mange løse ender og det jeg er mest frustreret over er, at der konstant bliver lavet om i love og regler på beskæftigelsesområdet. Når selv socialrådgiveren har svært ved at følge med og svært ved at finde ud af hvad man nu må og ikke må, hvordan skal man så nogensinde kunne forvente, at borgerne kan følge med?
Hvis jeg nu skal være en smule sarkastisk, som jeg har for vane at være fra tid til anden, så er det ikke en sjov tid man går i møde som socialrådgiver.
Der er en masse sager, som skal ses igennem. En masse borgere der skal indkaldes og informeres om deres nye vilkår og eksistensgrundlag. Så sagspresset kommer nok til at stige en smule.
Ud over det, så er det nok næppe alle borgere der går smilende fra socialrådgiverens kontor. Umiddelbart tror jeg, at flere socialrådgivere er i overhængende fare for at få en verbal overhaling og/eller et par på kassen. Men alt andet end lige, så er det også nemmere at slå os socialrådgivere i hovedet, end det er at etablere en direkte linje til Borgen.
Så kære reform-partier;
Har I regnet med i det hele, at vi nok får brug for nogle ekstra vagter til at passe på os, når vi nu skal til at udføre og formidle den reform, I har siddet og flettet sammen?
Der er nogen der mener, at os der er studerende på videregående uddannelser, kan sove os igennem vores studie. Faktisk, så kan vi lade være med at møde op og så bare høste vores SU og komme sovende til en uddannelse.
Hvorfor så skrive det her indlæg? Jo, det er fordi det er det der bliver talt meget om på min uddannelse. Hvis ikke nogen åbner kæften, så gør jeg. Man kan jo heller ikke tillade sig at brokke sig over valgets udfald, hvis man er sofavælger, vel?
For min uddannelse, socialrådgiveruddannelsen, har den her reform-ting betydet, at man skulle prøve med noget nyt. Man ville inddele uddannelsen i moduler, således at der går to moduler på et semester. Hvert modul skal afsluttes med en eksamen, som både kan være mundtlig, skriftlig eller begge dele. Semester eksamen er således blevet blevet til en moduleksamen, med ca. 10 ugers mellemrum.
De stakkels eksamensangste
Vi har nogen på mit hold, som er ved at spuleskide (tak til Klidmoster for det ord) deres mås i stykker op til eksamen, fordi de lider af eksamensangst. De hader det her og de hader at der kun går 10 uger mellem det, der for dem er, helvede.
Men er der mulighed for at modtage en eller anden form for eksamensforberedende kursus? Næh – det har man også skåret væk. Det er der ikke hverken tid eller penge til mere. Jeg er sikker på, at de er jer evigt taknemmelige.
Til mit held, så lider jeg ikke af eksamensangst. Jeg vil ikke gå så langt som at sige, at jeg elsker eksamen, men jeg ser det som noget nødvendigt for at få afsluttet noget og komme videre med noget nyt. Men jeg ser det ca. hver 10′ende uge – folk der hellere vil gå på glødende kul, end de vil ind til eksamen. Gør dog noget!
Til trods for, at jeg ikke lider af eksamensangst, så er det så belastende, at være prøvekanin. Ingen ved hvad vi egentlig skal og det gælder både for skolen generelt, for undervisere og for os studerende. Når vi spørger, så får vi ofte 1.000 forskellige svar, fordi ingenting er klart i den nye reform. Det er en ny reform for os allesammen og naturligvis er der nogen der skal være prøvekaniner, men hvor kan det dog være kilde til megen frustration! Det synes jeg lige I skulle have med.
Vi skulle jo nødigt komme sovende til noget
Og ja tak – det skal jeg da lige love for at vi ikke gør.
Ved begyndelsen af hvert modul, så modtager man en læseliste. Her får man oplyst hvad man skal læse til hvornår, hvilke bøger man skal købe og hvornår man i øvrigt skal møde op.
Jeg plejer at læse den igennem og bestille de bøger jeg skal have. Når jeg så har modtaget bøgerne, så sætter jeg mig ned i et par timer, sætter små dimser i mine bøger, hvor der står hvad jeg skal læse fra og til og hvornår jeg skal have det læst til.
Og så er det egentlig bare at starte fra en ende af…
Det ser sådan ca. således ud:
Det hvide, I kan se nederst, er kompendier. Det er tekster, som vores undervisere har taget ud fra bøger, hvor vi kun skal læse en enkel tekst. Så kan vi købe dem af skolen, fremfor at skulle bruge penge på en hel bog, blot for en tekst. Det er til gengæld helt vildt smart! Dog ved jeg, fra nogle studerende i Esbjerg, at det langt fra er alle skoler der kører med det system.
For da ikke at tale økonomi
Når man bliver optaget på studiet, så modtager man et fint brev. Der står tillykke og så en masse praktiske informationer. Helt nederst står der, at man skal regne med at bruge 30-35.000 kr på bøger i løbet af uddannelsen. Uddannelsen tager 3 1/2 år, hvoraf ca. et halvt år er ude i den virkelige verden (hvor der skal købes meget få eller ingen bøger), så løseligt giver det vel små 10.000 om året. Dog skal det siges, at vores lovsamling, der koster små 800 kr. og bliver opdateret to gange om året, til den nette sum af 300 kr. pr. gang, ikke er medregnet. Ligeledes er de fine kompendier (ca. 300 kr. pr. modul) heller ikke medregnet.
Nu tænker jeg så, at jeg hiver omkring 70.000 hjem om året i SU (FØR skat) og det forventes at 10.000 af dem, skal gå til bøger? Det er faktisk en pæn bid af en SU.
Ud over det, så skal jeg også have en computer, da al undervisning kan hentes på fine PowerPoint shows, som mine undervisere har brugt tid på at lave. Mit skema ligger digitalt og det samme gør vores platform, Fronter, hvor vi skal aflevere opgaver og hvor vi i øvrigt bliver informeret om nyheder og ting vi skal huske.
Så skal jeg også lige have lidt skriveredskaber, lidt papir og andre småting.
Jeg tænker på dem der bor alene og ikke er (som jeg er) gift eller samboende. Hvordan kan man overhovedet forvente at de får det hele med?
Planen er vel lykkedes?
For jeg skal da lige love jer for, at der ikke er nogen der kommer sovende til, at kunne kalde sig socialrådgiver.
Vi læser alt fra 0-500 sider om dagen. Vi har eksamen hver 10. uge. Vi møder op til undervisningen. Vi skriver noter i hobetal. Vi bruger overstregningspenne i helt vanvittige mængder. Vi bruger vores pauser og fritid på at snakke om vores kommende fag.
Men der er altså noget galt, når forventningerne og kravene er på lige fod med en akademisk uddannelse og man laver om i en reform fordi det er kommet for øje, at de ikke laver en fløjtende fis på en uddannelse, fordi det “bare” er en professionsbachelor og der var nogle medier der fik opsnappet at vi ikke er på skolen i 37 timer om ugen og har mange “fridage”. Hvad tror I vi laver på vores “fridage”? Vi sidder med hovedet solidt plantet i en bog, en overstregningspen i hånden og er klar til at tage noter på computeren eller en blok papir. Så jeg kan afsløre at rigtig mange af os, har arbejdsuger på meget mere end 37 timer!
Det ér en fantastisk uddannelse, et fantastisk fag og jeg ville ikke bytte det for noget.
Faktisk, så gør vi allesammen alt hvad vi overhovedet kan, for at blive nogle fantastisk dygtige socialrådgivere. Vi elsker vores kommende fag, trods de prøvelser det virkelig kan være, at læse til socialrådgiver.
Vi har ikke valgt det her fag, fordi det giver rigdom og berømmelse, men fordi vi brænder for at hjælpe – ikke fordi vi tror på at vi kan redde hele verden, men vi tror på at mange bække små, gør en stor å.
Præcis derfor, hænger vi i.
I går skete der noget fantastisk. Noget der var så fantastisk, at jeg begyndte at tude, inde midt i Føtex!
Som I måske har fået med, så valgte Ynglets far at søge bopælsretten over Ynglet, i januar måned. Når sådan noget sker, så er der enormt meget ventetid.
Her har i en lille gennemgang af sådan en bopælssag. Det er noget jeg aldrig håber, andre skal igennem.
Ventetid
Først ventetid på overhovedet at komme til den obligatoriske samtale i Statsforvaltningen, som ikke leder til andet end “nu har du fire uger til at sende den i retten – vi lukker sagen”. Og det gjorde han så. Ikke umiddelbart efter, men på den allersidste dag, det overhovedet var muligt. Så er det at vente, igen!
Så skal Statsforvaltningen sende sagen videre til retten, som så skal hive en masse oplysninger ind. Det er oplysninger om indtægt (til fri proces), udtalelse fra Ynglets børnehave, oplysninger om hvilke advokater vi har valgt og så skal de så finde ud af, hvornår retssagen overhovedet kan afholdes. Vente, vente, vente…
Min ventetid brugte jeg på det jeg kender og det jeg kan. Jeg begyndte at begrave mig i lovgivningen. Jeg læste afgørelser igennem, læste vejledninger i forhold til bopælssager og alt muligt andet. Min juraunderviser brugte et par timer på at gennemgå sagen med mig og på at berolige mig. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg stod med rigtig gode kort og min frygt for at min søn skulle hjem og bo ved sin far, blev mindre. Jeg var 99 % sikker på at jeg nok skulle vinde sagen – den ene dumme procent fyldte bare alt. Jeg var alt andet end rolig…
Advokat?
Jeg fik 48 timer til at vælge advokat. Statsforvaltningen havde nemlig glemt at sende mig et brev, med den (ret vigtige) information, at sagen faktisk var blevet sendt i retten. Så selvom den sidste dag for at sende sagen i retten lå medio februar, hørte jeg ingenting og derfor troede jeg egentlig ikke at sagen blev til noget. Ja, det var så lige indtil at dommeren fra Retten i Kolding ringede til mig i slutningen af marts. Hun spurgte om jeg havde valgt advokat, hvor jeg så måtte oplyse hende, at jeg ikke helt var klar over hvad jeg skulle bruge sådan en til? “Ja, jeg har en bopælssag liggende på mit bord”. Jeg skal ikke afvise at jeg så en smule underlig ud i hovedet og måske også var ved at få min kaffe galt i halsen.
Mig på advokat-jagt og hende fandt jeg, efter jeg fik talt med min juraunderviser. Hans råd var, at vælge en fra et stort firma. Dels fordi de får rigere mulighed for at specialisere sig og fordi der altid vil være en, der kan svare på de spørgsmål jeg måtte komme med, hvis min egen advokat var fraværende. Så det gjorde jeg.
Jeg havde i mellemtiden fundet ud af, at min mands indtægt intet havde at sige, i forhold til at få fri proces – hvilket jeg er enormt glad for. Mine skallede 70.000 jeg hiver hjem i SU om året, kvalificerer rigelig fint til at få fri proces. Måske heller ikke helt fair, at jeg skulle betale for gildet, når det nu ikke er mig der har valgt at hive det her i retten.
Og så venter man igen – nu venter man nemlig på at få en retsdato.
Retsdatoen
Retsdatoen blev d. 15. maj 2013 kl. 9:00. Det var overraskende hurtigt.
Det er sådan, at vi i 2009, var igennem samme tur. Den sag startede i februar måned og var først berammet til sidst i oktober, samme år. Så det her var jo faktisk en fantastisk hurtig tid.
Inden det første møde, havde min advokat sendt mig alt det hun havde modtaget på sagen. Her var også det dokument, som Statsforvaltningen ikke havde sendt til mig. Ud over det, så har jeg en mappe, hvor der er breve fra Statsforvaltningen, mødereferater fra Statsforvaltningen, underretninger til kommunen (fra Ynglets far) og alle papirer fra sidste bopælssag. Den sidste sag blev aflyst af min ex-mand, en lille måned før vi skulle i retten, så den nåede aldrig i retten.
Første møde med advokaten
Ca. en måned før man skal i retten, mødes man med sin advokat i et par timer (kan afsløre at min advokat koster 2500 i timen incl. moms). Her går man igennem “historien”. Det vil sige, at man snakker om hvornår man er gået fra hinanden, hvad der ellers har været af sager, hvordan samarbejdet har været og alle mulige andre ting, som kunne være relevant for sagen.
Det er sådan, at man skal sende et processkrift til retten. Det er sådan et stykke papir, hvor der står nogle påstande til, hvorfor man mener at bopælen skal ændres eller hvorfor man mener den ikke skal ændres. Den laver man sammen med sin advokat på det første møde.
Processkriftet skal retten nemlig have hhv. to uger efter de har bedt om den, hvis du er sagsøger og fire uger efter, hvis du er den der bliver sagsøgt. Den skal sendes til retten og den skal sendes til modpartens advokat. Min advokat og jeg, havde således fire uger til at få den sendt afsted. Det giver så også den fordel, når man er den der bliver sagsøgt, at man har mulighed for at læse modpartens påstand(e).
Det manglede noget
Ja, der manglede nemlig et processkrift fra Ynglets far og hans advokat. Min advokat fortalte mig, at det ikke var alle retskredse der gjorde brug af et processkrift. Det kunne være, siden hans advokat hørte hjemme i en anden retskreds, at det var noget hun havde overset.
Min advokat satte sin sekretær i gang med at ringe op til den advokat Ynglets far havde valgt, men de åbnede først telefonerne en time efter. Siden ringede sekretæren til retten i Kolding, som heller ikke havde modtaget noget.
Vi forsatte mødet, sagde pænt farvel og aftalte at mødes igen, så snart processkriftet var kommet og så igen tæt på til retssagen.
Videre med dagen
Klokken var knapt 11, da jeg var færdig ved advokaten.
Jeg kørte i Føtex for at handle ind. Jeg skulle egentlig købe ind til min simre-kødsovs og så skulle jeg også lige have nogle nye strømpebukser. Da jeg står midt i at vælge om jeg ville have sorte eller grå strømpebukser (endte i øvrigt med at vælge et par i hver farve), ringer min telefon. Det er min advokat.
Hun havde lige modtaget en mail far modpartens advokat. HAN HAVDE TRUKKET SAGEN TILBAGE!!!.
Midt inde i Føtex, begyndte jeg at tude. Jeg var lettet og jeg var glad. Alle de følelser, al den vrede, al den frustration og alle de tanker der var fløjet igennem hovedet, de sidste fire måneder, slap deres tag. Lige der – midt i Føtex.
Glæde, frustration, lettelse, vrede
Først var jeg helt vildt glad. Jeg ringede til min mand, til min mors mand, til min mor og til mine veninder. Intet kan overhovedet beskrive, hvor glad jeg var. Jeg følte jeg kunne flyve, at solen skinnede selvom det faktisk var regnvejr og mit smil var større end det længe har været.
Så blev jeg lettet. Lettet over at vi ikke skulle igennem alt det her alligevel. At vi nu kan få fred og at han ikke bare kan lave rod mere. Lettet over, at den kroniske hovedpine jeg har haft siden midten af januar, pludselig forsvandt. Lettet over at min familie, endelig kan få lov til at være familie. Lettet over at vi nu kan flytte, uden at skulle have det her hængende over hovedet.
Så blev jeg frustreret og vred. Frustreret over, at det nu var anden gang, hvor alt det her var blevet sat i søen og aflyst. Vred over at jeg, for anden gang, skulle spilde min tid på møder. Vred over at al min mentale energi skulle bruges på det her, når den var meget bedre brugt på Ynglet. Vred over at samfundet skulle bruge penge på en sag, som mest af alt føles som en sag, der er sat i værk for at være på tværs og uden at være gennemtænkt, når de penge kunne være gået til noget der virkelig var nødvendigt og gennemtænkt. Jeg ved da, at jeg har kostet samfundet 7500+ kroner (hvis vi kun medregner løn til min advokat og hendes sekretær, og ikke de penge det har kostet Statsforvaltningen at modtage breve, indkalde til møde, afholde møde, løn til sagsbehandler, løn til dommeren i retten osv.).
Er det virkelig rigtigt?
Jeg kan ikke helt forstå, at det virkelig er slut. Heller ikke selvom jeg har det på skrift. Min hjerne kan slet ikke forstå det. Min krop har forstået det og den er træt.
Jeg har sovet som en baby i nat. Min mand og Ynglet stod op og kørte i børnehave og på arbejde – jeg hørte intet. Jeg har, for første gang meget længe, sovet igennem. Jeg har sovet 10 timer i træk og jeg er fuldstændig færdig. Der går nok et par dage, som jeg lige skal bruge på at finde mig selv igen. Have hjernen ned på et normalt aktivitetsniveau igen og have min krop til at vågne op fra dvale.
Når jeg lige tænker over det, så har det været en rigtig god uge. Vi har fundet vores nye hytte i Odense, jeg bestod eksamen og retssagen er droppet. Faktisk, har det været den bedste uge meget længe.
Jeg er jo slemt glad for det der Twitter og jeg har da også skrevet om det en del gange. Twitter betyder noget helt særligt for mig.
MEN, nu har jeg i længere tid gået og undret mig over et par ting. Der er nemlig to sætninger, som jeg ser igen og igen. Den ene er: “Tweets er på egen regning” og den anden er “RT er ikke = enig”. Nå, okay så.
Hvilken regning er det så på?
Når jeg tweeter med nogen, så tweeter jeg med personen. Hvor de er ansat er jeg egentlig rimelig ligeglad med, så at sige. Det er ikke der hvor de er ansat, som jeg tweeter med, lad mig sige det sådan. Min umiddelbare tanke er, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at gøre opmærksom på, at man er på Twitter som privatperson og ikke i arbejdsregi?
Jeg har ofte spottet det i forbindelse med journalister. Og her er det så, at jeg ikke helt forstår, at de så vælger at have et billede på, hvor der står hvor de arbejder henne, hvorefter jeg bliver mødt af sætningen i deres bio: “Tweets er på egen regning”. Hvorfor så ikke bare skrive at man er journalist?
Ret skal være ret, det står på rigtig mange profiler, så jeg vil ikke lange ud efter journalisterne, som enestående tilfælde. De er faktisk super skønne og enormt kvikke at have på Twitter – især for sådan en nyhedsnørd som mig.
Jeg har et enormt problem med, at man bliver allemandseje, fordi man har et bestemt job. Man mister jo ikke sine personlige holdninger, meninger, værdier og følelser, selvom man bliver/får en eller anden bestemt titel. Jeg er så også en af dem, der godt ville høre Dronningen kalde en skovl for en skovl og fortælle os, hvad hun i virkeligheden synes der var galt med vores Danmark.
Min pointe er bare, at jeg da går ud fra, at man tweeter på sin egen regning, med mindre man rent faktisk er der som en virksomhed/myndighed. Vi har jo både SKAT, Politiet, YouSee, Danske Bank osv. ovre på Twitter. Det er i øvrigt også en fornøjelse. Hvor har vi tweeps dog sparet meget tid på at sidde i telefon-kø.
Måske bliver det også mig, der må skrive “på egen regning”?
Det samme kommer til at gælde for mig, når jeg engang bliver færdig som socialrådgiver. Selvom jeg er ansat i en forvaltning, kan jeg da sagtens mene at systemet er bund råddent (ikke altid min umiddelbare mening, bare for at slå det fast) og at der er plads til forbedring, selvom jeg arbejder indenfor de rammer som lovgivningen endnu engang dikterer. Og hvorfor skal jeg så ikke have lov til at ytre mig? Hvis ikke dem der sidder med lapperne i det gør det, hvem gør så?
Hvis en borger går ud og mener at systemet er usammenhængende (i mangel af bedre ord), så bliver den her borger set på, som en der lider af et slemt tilfælde af krævermentalitet. Hvis jeg vælger at åbne munden, så bliver jeg anset for at være illoyal overfor min arbejdsgiver. Ding – der røg en af vores frihedsrettigheder, nemlig ytringsfriheden.
Skal jeg så gå helt undercover, for at kunne få lov til at virke i mit erhverv? Hm – det er måske en helt anden diskusion, men spændende, alt andet end lige.
RT betyder altså ikke jeg er enig!
Ok, godt så!
Så sent som i går, så jeg det dummeste tweet jeg længe har set. Jeg overvejede at RT det (det betyder at jeg deler det med alle dem der følger mig), men tænkte, at det ville føre til offentlig “hængning” af den her person. Tweetet ser således ud (og ja, jeg er klar over at overstregningen ligner en tissemand – vi takker Hr. mand for den fine tegning):
Omvendt, så strejfede tanken “tænk nu hvis de tror jeg er enig” mig også.
Langt de fleste der følger mig, kender også lidt til mig. Eller, de ved nok så meget, trods alt, at jeg mistede min far til kræft og derfor aldrig ville blive bare den mindste smule enig med det her tweet. Men alligevel, så strejfede tanken mig.
Men er det virkelig nødvendigt, at vi skal gøre opmærksom på de her ting? Hvorfor er der nogen der mener det er nødvendigt og hvorfor er der nogen som mig, der mener det er en selvfølge?
Endelig! Vi har i dag skrevet under på et stykke papir, som gør at vi nu har retten til det hus, der skal danne rammerne om vores hjem, de næste mange år.
Vi får 104 meget velindrettede kvadratmeter, der blev bygget i 2007.
Der er et ordentligt køkken, som er dobbelt så stort som det vi har nu, hvilket bare gør det endnu federe.
Det ligger i et område af Odense, der hedder Neder Holluf. Der er golfbane og rideskole, hvis man er til sådan noget. Der er masser af grønne arealer og min mand kan faktisk gå på arbejde, hvis det var det han havde lyst til.
Vi får en have som er en rigtig god os-der-er-utrænede-havemennesker størrelse og en forhave, hvor der er fliser. Rigtig skønt.
Faktisk, så kunne det ikke blive meget bedre.
Her er et par billeder af den nye hytte.
Min mand har jo fået min helt egen kategori her på bloggen. Og nu er der kommet flere guldkorn.
Det skal ingen hemmelighed være, at jeg er alt andet end fan af min eks-mand i de her dage. Vi skal i retten, om ikke så længe, fordi han IGEN har søgt bopælsretten over Ynglet.
Det er et helvede – især for Ynglet, som bliver instrueret i at spørge os, om han ikke må komme op og bo ved far, fordi “far har lovet…”. Jeg håber egentlig bare, at jeg stadig har en hel søn, når alt det her er slut. Tarveligt at køre krig og bruge sit barn som skjold. Men det er jo bare min mening…
Men heldigvis, så kan min mand da give et lille smil på læben, midt i det her kaos
En fast del af mit studie, er eksamen. Sådan ca hver 10. uge, skal vi til eksamen.
Der var åbenbart nogle smarte folk på Borgen, der mente at vi skulle presses lidt mere, så de var helt sikre på at vi rendte rundt som hovedløse kyllinger.
Guess what? Det lykkedes rigtig fint for jer!
Blog blokade…
Det betyder så også, at jeg faktisk kun har studie på hjernen. Der er en masse jura der kværner rundt i potten på mig og jeg mangler i den grad inspiration til indhold på bloggen.
Det betyder så også, at du faktisk nu har chancen for at få indflydelse på, hvad der skal ske på bloggen.
Du kan komme med et emne du gerne vil have at jeg skriver lidt om, det kan være noget du altid har undret dig over, stille mig et spørgsmål, få mig til at tage et billede af noget – you name it!
Du kan komme med dit forslag her på bloggen (i kommentarfeltet), skrive det inde på Facebook (der er et link ovre til højre på bloggen) eller prøve at sende mig et røgsignal.
Hvis du er kreativ, så lover jeg at prøve at være det samme.
I efteråret 2011 købte vi en flyverdragt til Ynglet fra H&M.
Vi var så heldige, at han også har kunne bruge den denne sæson. Derfor kan vi hurtigt konstatere, at den har været brugt meget.
Så vidt jeg lige husker, så gav vi 400-500 kr for den.
Egentlig plejede han at lave flyverdragter fra Hummel, men da de satte prisen i vejret, blev vi alligevel fristet af at kigge efter et andet alternativ.
Efter at have søgt nettet tyndt – vi Googler alt til døde herhjemme – læst et hav af tests og anbefalinger, så faldt valget på en flyverdragt fra H&M.
Slid
I dag tog vi den med hjem fra børnehaven. Den trængte virkelig til at møde en vaskemaskine.
Nede i børnehaven ser jeg, at den er begyndt at give lidt op i syningerne omkring det ene knæ og på refleksen.
Der er ikke et eneste hul i den og øvrigt slid, kan man faktisk ikke se.
Eneste anke er, at stroppen til at hænge den op, knækkede ret hurtigt. Men det gør den velsagtens hurtigt, når den første unge har sat sig på den, mens den har hængt i børnehavens garderobe.
Alt andet har holdt – selv stropperne der går ned under støvlen. Lynlås, knapper, foer osv er alt helt i orden.
Anbefaling…
Vi køber ved H&M igen, når næste sæson-flyverdragt går ind.
Hvis vi kan få to flyverdragter, til den samme pris som vi plejer at give for én, så er det da idioti ikke at købe de to billige, når de er fuldt ud lige så gode som dem der står Hummel, Molo, Småfolk i nakken på.
Ynglet har aldrig været våd under dragten og han har aldrig klaget over at han frøs.
Derfor får flyverdragten fra H&M en klar anbefaling med her fra.
For ikke så længe siden skrev en af mine meget værdsatte Twitter-venner, Michael, et indlæg om mobning. Han skriver det så fantastisk fint og indlægget er virkelig en læsning værd.
Det satte en masse tanker i gang. Selvom det efterhånden er et par dage siden jeg har gået i folkeskole, så er der stadig en hel del monstre, som jeg ikke har lagt væk og endda ikke engang set i øjnene endnu.
Ja, jeg blev sgu mobbet. Slemt mobbet. Og jeg har endda oplevet at den verbale mobning blev til fysisk mobning. Dengang havde jeg frygtelig ondt af mig selv, men den del er da heldigvis gået over. Altså, som en hver anden, så har jeg da stadig enormt ondt af mig selv, når jeg er syg og sådan noget. Lidt mand har man vel lov at være?
Men hvorfor skriver jeg det her indlæg?
Det jeg håber på er, at der sidder nogle af alle de her forbandede mobbere og nogle af alle de her medløbere, som måske overvejer at stikke den de mobbede, en undskyldning. Det eneste jeg ikke håber på er, at folk får ondt af mig, over de ting jeg har været igennem. Jeg er stadig et helt menneske og jeg vil umiddelbart også mene, at jeg er både sød, rar og empatisk. Men at det har sat sig nogle spor, det hverken kan eller vil jeg afvise – så ville jeg lyve.
Da mobningen begyndte…
Jeg kan ikke rigtig huske, hvornår det præcis begyndte. Men jeg husker alligevel ret klart, at det tog til efter min far døde i 1999. For det første, så havde han været syg i fem-seks år, inden han døde. I den periode, var jeg nok gået hen og blevet en af de her “voksen-børn”, hvilket i forvejen er den direkte vej til at blive stigmatiseret.
Jeg skulle forholde mig til en helt masse ting, som alle de andre (heldigvis) ikke skulle forholde sig til. Bare for at nævne en ting, så skulle jeg forholde mig til, at døden faktisk ikke bare var noget der skete for gamle mennesker. Døden var ikke længere abstrakt eller fremmed – den stod faktisk og bankede på vores hoveddør. Alt andet end lige, så kan man nok ikke undgå, at det rykker rundt på noget, i en lille barnehjerne.
For det andet, så fik jeg også at vide, implicit, at mine lærere at jeg var dum og at jeg nok aldrig rigtig blev til noget stort. Det troede jeg på. Så hvorfor gøre oprør mod det, når det var meget nemmere at bekræfte tesen, ved at “kravle på væggene” og være verdens værste teenager?
Jeg har aldrig stjålet, slået nogen, taget stoffer eller sådan noget, men jeg drak en masse øl og jeg røg som en skorsten, fra jeg var omkring 13 år (jeg ryger i øvrigt stadig). Jeg begyndte at kæreste rundt med mænd der var væsentligt ældre end jeg var og da jeg var 12 år begyndte mit sexliv. Så igen, var jeg her helt vildt anderledes, end dem jeg gik i skole med. Min verden var en anden, end dem jeg gik i klasse med og deres verden var bare skide meget anderledes end min virkelighed.
Jeg pjækkede fra skole og jeg havde under ingen omstændigheder lyst til at være i skole og bleve konfronteret med alle de idioter (som jeg allerede dengang mente at mobberne var), der var blevet et synonym med at gå i skole og gøre min hverdag rigtig røv sur. Så nej, folkeskolen var ikke noget for mig.
Du er jo dum, Nina…
Som jeg skrev før, så fik jeg konstant at vide, at jeg sgu nok aldrig blev til noget. Min mor havde opgivet, min mors nye mand havde opgivet, mine lærere havde opgivet og jeg stod tilbage og følte overhovedet ikke at nogen kunne se det egentlige problem.
Det egentlige problem var, i min optik, at der ikke var styr på alle de røvhuller der gjorde mit liv surt for mig og også nogle få andre, som de ligeledes havde udset sig som ofre. I bagklogskabens lys, kan jeg da godt se, at det var nemmere at overbevise mig om, at jeg var forkert. Tænk at skulle indgå i et tværfagligt samarbejde mellem skolen, de mange familier og de sociale myndigheder. Arbejdsbyrden kunne da snildt komme til at se fuldstændig uoverskuelig ud.
Faktisk skulle der ske ret meget med mig, inden jeg fandt ud af, at jeg, også rent fagligt, har kedet mig ustyrlig meget i folkeskolen. Jeg gad ikke skole mere og derfor søgte jeg at gå håndværkervejen. Forinden, havde jeg taget en tur på HG og sejlede lige igennem med ufattelig gode karakterer, uden at gøre det store for det. Men som nævnt, gik jeg håndværkervejen og blev maler. Det er jo det alle de dumme unger bliver, ikke? Og siden jeg nu havde fået det at vide, så måtte det jo ende sådan.
Siden kom der en arbejdsulykke i vejen, som desværre gjorde, at jeg ikke længere kunne arbejde som maler. Jeg elskede det fag og jeg savner det faktisk stadig, fra tid til anden. Og pludselig skulle jeg til at tænke over, hvad det så var jeg ville. Det kunne jeg ikke beslutte mig for, og derfor endte jeg først på et callcenter og siden i en Flügger forretning og efter min barsel sejlede jeg lidt rundt i uddannelsessystemet, inden jeg fandt ud af, hvad jeg egentlig ville – arbejdet hos Flügger var også fyldt med en chef der var fuldstændig modbydelig i sin retorik. Det var i dén grad mobning på arbejdspladsen.
Mor-”pause”…
Jeg gik jo hen og blev gravid med Ynglet og pludselig var mit liv sat på mor-pause. Egentlig var det er ret tiltrængt break fra “den virkelige verden”, men min barsel skulle også vise sig, at blive noget nær helvede. Ikke grundet Ynglet, for ham ville jeg ikke bytte for noget, men fordi min fortid pludselig stod og bankede på og alt det jeg troede jeg var kommet igennem og havde fået bearbejdet, kom lige ind fra højre.
Så begyndte tankerne at komme. Kan jeg overhovedet gøre det her godt nok? Er jeg god nok til at være mor? Er jeg overhovedet god nok?
Og så skal jeg da ellers lige love for, at verden ramlede omkring mig. Jeg blev syg – virkelig syg. Ikke fordi jeg manglede arme eller ben – jeg fik en fødselsdepression – seks måneder efter Ynglet kom til verden. Derefter tog jeg beslutningen om at jeg ville skilles fra Ynglets far. Her skal nok lige indskydes at det ikke kun var grundet depressionen, men også en masse andre omstændigheder. Det uheldige var bare, at det kom nogenlunde oven i hinanden.
Når man har været på barsel i et år, så går verden jo videre og man skal i gang igen. Eftersom vi, i løbet af min barsel, var flyttet fra Vordingborg og til Horsens, var jeg nødt til at sige mit job op ved Flügger. Hvad værre var, så nægtede jeg at kaste håndklædet i ringen og indse at jeg var syg. Ingen skulle have en grund til at fortælle mig, at jeg ikke var god nok. Så jeg knoklede på og startede på HHX. Det skulle jeg aldrig have gjort…
Der gik præcis tre måneder og så røg jeg fuldstændig ned med flaget. Alt sejlede. Jeg sloges med min ex mand, som trak mig igennem helvede og tilbage igen. Statsforvaltningen var ikke en ukendt afsender i min postkasse. Jeg gjorde kun hvad jeg orkede – at stå op, få Ynglet gjort klar til dagplejen og så ellers hjem igen. Og hjemme sov jeg. Det eneste jeg tænkte på var, hvornår jeg kunne komme til at sove igen. Det er en enormt “sort” periode i mit liv, som jeg ikke husker ret meget fra.
Op på hesten igen…
Der skulle en flytning til Aalborg og et intensivt forløb på en skole, hvor man lærte om krop, sundhed og motion, til før jeg følte mig 100 % på benene og klar til at komme ud i den store verden igen. Det havde taget omkring et år og jeg er (stadig) røv stolt af, at jeg kom igennem det, uden medicin.
Så begyndte jeg på HHX igen igen og nu er vi fremme ved 2010.
Her skete der noget, jeg ikke lige havde set komme. Nemlig at jeg passede ind og at jeg var skide dygtig!
Men her viste fortiden sig også. Første dag jeg havde matematik, sagde jeg til min lærer, at jeg under ingen omstændigheder kunne finde ud af det og at han lige så godt kunne opgive mig med det samme. Det gjorde han ikke og hvorfor aner jeg ikke. Han var berygtet på hele skolen – altså min matematiklærer. Han var skrap, sur og elendig til at undervise, sagde rygterne. Jeg oplevede præcis det modsatte. Han var et fantastisk menneske og en fantastisk lærer. Han smilede ofte, jokede og ja, jeg oplevede ham faktisk som rigtig rar. Og jeg fik mega høje karakterer i matematik – det havde jeg aldrig fået før. Dansk og engelsk har jeg altid været god til, så det var der rimelig godt styr på. Men mit første år på HHX sluttede med ene 10- og 12 taller (lige med undtagelse af tysk, men det er jo også bare en dum lyd).
Jeg oplevede også mobning, men slet ikke noget der ligner det jeg gik igennem i folkeskolen. Under mit sygdomsforløb havde jeg, fuldstændig ubevidst, fået bearbejdet noget af al den mobning fra min fortid.
For første gang gik det op for mig, at det jo ikke var mig der var noget galt med. I virkeligheden var det ikke mig der havde lavt selvværd (det blev det så). Det var her jeg fik ondt af dem, der havde mobbet mig og jeg begyndte at tænke på, hvad der mon var sket i deres liv, der gjorde at de havde behov for at trampe på mig, for at have det godt? De måtte have haft det mindst lige så svært som mig. De evnede så at finde sammen i grupper, hvilket jeg på ingen måde evnede.
Tre år senere, med en hat under armen, søgte jeg ind på socialrådgiverstudiet, hvor jeg er i dag og hvor jeg er rigtig glad for at være.
De lidt dybere spor…
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke stadig mærker stik af fortiden, for det gør jeg. Hver evig eneste dag.
Tankerne om, om jeg er god nok plager mig dagligt. Jeg er stadig som Bambi, når det kommer til at agere i sociale sammenhænge – ikke at jeg er angst, for sjovt nok, så elsker jeg mennesker og jeg er enormt udadvendt. Men tanken om, hvad andre mon tænker, den kommer snigende.
Jeg ved godt at jeg er lidt for tyk, i lidt for dårlig form og er helt vildt elendig til at være feminin. Men det betyder ikke så meget for mig. Jeg har set, på tætteste hold, at de grimmeste mennesker ofte gemmer sig i de smukkeste indpakninger og uden at lyde selvhøjtidelig, så synes jeg faktisk at jeg er et ret godt menneske – også selvom der findes smukkere indpakninger end den jeg måske lige har. Men det er jo bare overflade.
Jeg er skide bange for at gøre noget forkert. Ofte, så spørger jeg ikke om det jeg har lyst til at spørge om, fordi jeg er bange for at folk opfatter mig som en idiot. Jeg er vildt dårlig til at tage beslutninger og sige “sådan bliver det” – og her snakker vi om de mindste ting. Det kan være aftensmaden. At min mand så er lige så elendig til at tage en beslutning, gør det så ikke meget bedre. Men jeg siger sjældent: “Ved du hvad skat? Vi skal sgu have sushi i aften”. Jeg venter på at han siger det.
De erfaringer jeg har gjort mig om at tage en beslutning om noget, igennem mit liv, har været negative. De har altid givet bagslag. Og på et eller andet tidspunkt – så stopper man med at prøve. Det har jeg gjort. Eller, jeg prøver (stadig) at undgå det.
Jeg har ikke en jeg kalder min bedste veninde, som så mange andre har. Evnen til at knytte dybe og nære relationer, er noget jeg er virkelig dårlig til. Jeg har ikke en veninde jeg fortæller alt til og som jeg stoler blindt på – der er faktisk kun én jeg stoler blindt på – og det er min mors mand. Han er den eneste jeg kan sidde og tude overfor og fortælle alt til, uden at jeg føler mig dum og forkert.
Omvendt, så er det ikke fordi jeg har et lille netværk – slet ikke. Jeg har et enormt netværk, af overfladiske venskaber og bekendtskaber, men jeg har ikke “faste” fællesskaber, som mange andre har og så de her nære og dybe relationer. Jeg er simpelthen ikke modig nok til at etablere et fællesskab eller til at holde det ved lige. Og jeg er heller ikke modig nok til at åbne mig op og give mig selv helt 100 %.
Det betyder ikke, at jeg ikke er glad for mit liv. Faktisk, så vil jeg betragte mig selv som lykkelig.
Jeg er blevet gift med mit teenage crush, jeg har en fantastisk søn, min familie er sunde og raske og jeg har fået lov til at følge min drøm. Jeg har en mand og et barn der propper mig med ubetinget kærlighed og støtter mig i alle de underlige indfald jeg får og prøver af. Hvad mere kunne jeg egentlig bede om?
Tilbage til start…
Nu håber jeg du er med her til bunden og hvis du er, så har du læst hvordan det også kan være, at vokse op med mobning og hvor dybe spor det kan sætte i et andet menneske.
Jeg fandt først ud af, meget sent i livet, at det ikke var mig der var noget galt med. Som jeg skrev, så fik jeg ondt af dem der havde mobbet mig – totalt bagvendt. Det kan godt være at jeg havde det svært, men de måtte have haft det mindst lige så svært – måske endda værre?
Hvis du har mobbet nogen – sig undskyld.
Hvis du er medløber – grib ind.
Hvis du bliver mobbet – sig det højt!